Om Fru Toft

Min intention er, at denne blog skal fortælle løst og fast om, hvad der sker i Fru Toft’s Univers. Fru Toft’s Univers er gemalen og mig (sagde hunden) samt 4 unger, der forlængst er fløjet fra reden, nogle af dem har endog formeret sig, og har bosat sig rundt om i landet og verden.

Fru Toft’s interesser er mange. Jeg er en lille smule 60+ og er i gang med at tage den studentereksamen – som nu hedder HF på enkeltfag, fortrinsvis FLEX-undervisning = selvstudie med støtte fra en fast tilknyttet lærer = genialt – som jeg i juni 1970 lovede mig selv, at jeg ville tage engang, når jeg blev lidt mere voksen :-)

Desuden går gemalen og jeg mange – og nogengange laaaange – ture i det danske landskab. I år runder vi nok de 3.000 km (incl. vores på det nærmeste faste før-vi-begynder-på-arbejde-tur på godt 2 km. Jeg tager en del naturbilleder på vores ture, så dem vil jeg nok vise et eller to af engang imellem.

Jeg har svært ved at sidde stille og ikke have noget i hænderne, så her strikkes… hmmm – lige pt. hækles her faktisk mest.

Jeg går en hel del op i sund mad og vi spiser på det nærmeste gluten- og laktosefrit, hvilket forøvrigt har bevirket, at en del af de småskavanker, jeg har kendt til gennem hele mit liv – og troet var noget, man bare måtte leve med, er pist borte. Jeg er ikke fanatisk, men vel sådan ca. 90%/10%. Gemalen er heldigvis med på “bølgen”, hvilket er en stor fordel. Vi juicer og smootie’er en hel del og temmelig grønt. Der kommer nok en og anden opskrift med mellemrum.

Sidst, men under ingen omstændigheder mindst, så har jeg 3 ualmindeligt søde børnebørn, alle piger i alderen 6 – lige ved og næsten 12 år, som jeg elsker at være sammen med.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *